Udstillingsåbning: LEE MILLER - Fotograf. Ikon. Surrealist.
Fri entré. Vær med, når Det Kgl. Bibliotek åbner udstilling om fotografen, ikonet og surrealisten Elizabeth ”Lee” Millers usædvanlige liv med samtaler, forfriskninger og fri entré til udstillingen.
Elizabeth ”Lee” Miller (1907-1977) levede et helt usædvanlige liv som fotograf, model, forretningskvinde, gourmetkok, forfatter og krigskorrespondent. Hun var en normbrydende kunstner i en verden i konstant omvæltning, som hun fangede i sine fotografier: krigsreportager fra 2. verdenskrig og surrealistiske kompositioner med bl.a. den foranderlige kvinderolle som tema. Med et enormt mod engagerede Miller sig i et væld af projekter, men mest af alt var hun en blændende god fotograf.
Mød de personer, der kender Lee Miller bedst
Til åbningen kan du se udstillingen samt møde de to nulevende personer, der kender Lee Millers liv og værk bedst.
Arrangementet begynder i Dronningesalen, hvor fotofaglig kurator Charlotte Præstegaard Schwartz præsenterer Lee Millers vilde historie i samtale med barnebarnet Ami Bouhassane og Millers søn, fotografen Antony Penrose, der begge er direktører for Lee Miller Archives.
Efter arrangementet i salen byder Det Kgl. Bibliotek på et glas i atrium, og der vil være mulighed for at besøge udstillingen. Der er desuden fri adgang til fotoudstillingen Kameraet og os, som åbnede i efteråret.
Program
- 16:30 - Interview med Lee Millers søn og barnebarn, Antony Penrose og Ami Bouhassane, begge direktører for Lee Miller Archives.
- 17:30 - Udstillingen åbner og Diamanten byder på et glas i Atriet
Udstillingen er støttet af:
Knud Højgaards Fond
Handelsgartner Harry Opstrups Fond