Billede af Per Bak Jensen med titlen Begyndelsen (2021)
Afholdt
Begyndelsen (2021)

Foto: Per Bak Jensen

TO RUM

Dialog om krigens væsen er det centrale omdrejningspunkt for forårets særudstilling i Den Sorte Diamant med Ismar Čirkinagić og Per Bak Jensen.

Anmelderne skriver

Stjerne billede billede billede billede billede

"TO RUM fortjener at blive set. Det er en uhyggeligt aktuel udstilling.” - Kristeligt Dagblad

Undersøger krig som fænomen  

I udstillingen TO RUM udforsker Ismar Čirkinagić og Per Bak Jensen krigens væsen og de spor, den sætter i civilisationer og kulturer. Sporene er ikke direkte beskrivelser af krig – snarere undersøger de to kunstnere krig som et fænomen, der både kan mærkes indefra og betragtes udefra. Begge positioner kan udfordre vores etik og empati. Med krigen i Ukraine og bevægelserne i de globale politiske arenaer er udstillingen ubehageligt relevant.

Begge udstillingens to kunstnere skaber nye værker til udstillingen. Ismar Čirkinagić, der i 1990erne flygtede fra krigen i Bosnien-Hercegovina, har et indgående kendskab til krig og tager i sine værker udgangspunkt i faktiske begivenheder og fortællinger. Per Bak Jensen ser udefra ind i krigens mørke gru og forsøger at finde visuelle allegorier over en civilisations afgrund, der for ham og for de fleste mennesker er helt ubegribelig.

Krigen som erkendelsesrum

Čirkinagić og Bak Jensen henviser ikke til en fast læsning af deres værker. De to billedkunstnere ser fotografiet som en betydningsbærende og symbolsk kunstart med en central placering i det moderne menneskes verden.

Begge kunstnere ved godt, at vores individuelle ståsted har stor betydning for, hvordan vi tager det, vi ser, ind. Gennem deres forskellige tilgange til fotografi, undersøger de begreber som tid, forgængelighed, spiritualitet og religion. De forsøger at åbne et erkendelsesrum med plads til at tænke over de konsekvenser, som enhver krig medfører.

Udstillingen består af fotografier, film og installation.

Om kunstnerne

Ismar Čirkinagić

Ismar Čirkinagić (f. 1973) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2000-2006. Čirkinagić er født i Prijedor, Bosnien-Herzegovina, men flygtede i 1992 fra krigen i Bosnien til Danmark. Erindring og sociopolitiske forhold er gennemgående tematikker i hans praksis. Han har udstillet på bl.a. Metropolitan Arts Centre, Belfast (2016), The Meštrović Pavilion, Zagreb (2021) og Liverpool Biennial (2012) samt på flere museer og kunsthaller i Danmark, herunder Aros, SMK, Arken, Nikolaj Kunsthal, Kunsthal Charlottenborg, Kunstmuseum Brandts, Kunsthal Aarhus, Sorø Kunstmuseum, HEART og Esbjerg Kunstmuseum. 

Per Bak Jensen

Per Bak Jensen (f. 1949) var i perioden 1986-2009 lektor i fotografi ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han forsøger at indfange en form for tidsløshed i sine billeder uden brug af manipulation og har inspireret flere generationer af fotokunstnere i Skandinavien. Hans værker er præsenteret internationalt i samlinger hos Metropolitan Museum of Art, New York, Moderna Museet, Stockholm og Bibliothèque nationale, Paris, samt i Danmark på ARKEN Museum for Moderne Kunst, Louisiana Museum for Moderne Kunst, Sorø Kunstmuseum og Det Kgl. Bibliotek, Den Nationale Fotosamling.

Foto: Per Bak Jensen

1 / 1

Udstillingen er realiseret med støtte fra Beckett-Fonden, Statens Kunstfond, Grosserer L. F. Foghts Fond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Modtag nyt fra Den Sorte Diamant

I vores nyhedsbrev fortæller vi om nye arrangementer og kommende højdepunkter, som du ikke vil misse! Nyhedsbrevet udkommer ca. 2 gange månedligt.