Sex til salg: Petra Kleis og Rune Gade
Foto-talk med en af Danmark mest anerkendte fotografer, Petra Kleis. I samtale med lektor og forfatter Rune Gade, vil hun diskutere nøgenhed, kroppe og billedpornografien i dag.
“Jeg synes, at hud er enormt smukt, og man får pillet noget facade og skjold af folk ved at tage tøjet af dem. Man får på en måde det rene menneske. Man kan tage statussymbolerne af ved at tage tøjet af.”
Det udtaler den danske stjernefotograf Petra Kleis. I en tid hvor vi flittigt diskuterer, hvilket blik vi ser på hinanden med, og hvordan vi ud- og fremstiller folk i medierne, har Kleis skabt sin helt egen måde at indfange mennesker og særligt deres kroppe på gennem fotografiet. Hendes billeder rummer stor ømhed og nøgenhed - både i bogstavelig forstand og figurativt.
Alle slags kroppe
Det er svært at beskrive, præcis hvad der gør et fotografi ‘kleisisk’, for de er meget forskelligartede både i deres udtryk og i deres motiver. Det er billeder af mennesker men mennesker med alle slags kroppe, i alle størrelser og i alle farver. Det er en vigtig pointe for Kleis, der insisterer på at være meget inkluderende i forhold til kropsidealer og gerne vil repræsentere verdens mangfoldighed i sit arbejde.
“De tynde piger skal ikke helt væk, de er også en del af det mangfoldige billede, men vi skal også bare have tykke, brune og gule.”
De heldige, der bliver fotograferet, adskiller ikke bare fra hinanden i form og farve men også i baggrund, og i Kleis’ omfattende portfolio finder man alt fra musikere og skuespillere til politikere og tidligere statsministre.
Sex til salg
Kleis kommer til at være i samtale med Rune Gade, lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab og forfatter til bogen Kønnet i Kunsten i Kroppen. Samtalen tager udgangspunkt i rummet ‘Sex til salg’ i Det Kgl. Biblioteks historiske udstilling om fotografiet Kameraet og os.
‘Sex til salg’ belyser billedpornografiens udvikling fra noget kriminelt til dengang da Danmark, som det første land legaliserede det og videre frem til en international kapitalistisk megaindustri. Det er en enorm genre. Alene på internettets mest populære side, Pornhub, blev deres videoer i 2019 set mere end 109 milliarder gange – det er mere end 14 videoer pr. indbygger på planeten. Og alligevel er det en genre, vi som regel ikke taler om – eller stiller kritiske spørgsmål til.
Samtalen her vil stille et kritisk blik på billedpornografien i dag – hvordan vi ser på kroppe, hvordan industrien forandrer sig, og hvilken rolle køn spiller i det.
Medvirkende
Petra Kleis
Petra Kleis er en af Danmarks mest anerkendte og efterspurgte fotografer. Med klarhed og ømhed indfanger hun i sine portrætter alt fra skuespillere og politikere til musikere og kunstnere. Flere af hendes fotografier er blandt de seneste ti års mest ikoniske.
Rune Gade
Rune Gade er mag.art. & ph.d. i kunsthistorie og lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab og forfatter til bogen Kønnet i Kunsten i Kroppen.