Splitfoto af Robert Habeck og Lykke Friis
Afholdt

Foto: Maja Hitij - Getty Images / Pressefoto

Robert Habeck (DE) i samtale med Lykke Friis

Mød Robert Habeck på International Forfatterscene til en samtale om magt, populisme og det liberale demokratis blinde vinkler i klimakrisens tid.

Arrangementet livestreames

Du kan se arrangementet hjemmefra, når det livestreames direkte fra Dronningesalen. Det er gratis at følge med i livestreamen, som også kan ses efter arrangementet er afholdt.

Se livestream på Youtube

Ulighed fører til polarisering i mødet med de store kriser 

”Hvordan lykkes det at skabe modig og progressiv politik uden at ignorere, at fremskridtet og modet til forandring får mange mennesker til at vende sig bort, ja ligefrem gøre oprør?”

Sådan spørger Robert Habeck i sin seneste bog Herfra anderledes – en politisk skitse (Von hier an anders. Eine politische Skizze, 2021). Bogen rummer Habecks analyse af samfundet, som ifølge ham har en hel del at håndtere: at den moderne kapitalisme skubber på en voksende økonomisk, social og kulturel ulighed, som i mødet med klima- og biodiversitetskrisens konsekvenser vil skabe yderligere polarisering i samfundet. Til skade for netop evnen til at handle på de presserende kriser.

Vil favne flertallet med “en ny normal"

Robert Habeck er kendt som tysk politiks visionære filosof, og i Herfra anderledes har hans politiske tænkning klangbund i filosofiens verden – fra Hegel til Hannah Arendt. Habeck vil forme kapitalismen til at fremme den innovation og de valg, som kan redde menneskeheden fra planetær katastrofe. I Herfra anderledes er grundspørgsmålet: Hvordan kan vi omstille vores verden til at modstå klimakrisen uden at fremme ulighed og splittelse?  
Til samtalen i Diamanten vil Habeck uddybe sit svar – en fremtidsvision, hvor reel forandring sker uden forbud, men med incitamenter til at fremme de bæredygtige valg, hvor øget økonomisk støtte fra staten til de dårligst stillede vil modvirke, at forandring leder til polarisering i befolkningen. En vision, hvor vores store kriser bliver afsæt for en ny normal, der gavner flertallet af borgere og giver øget sammenhængskraft.

Medvirkende

Robert Habeck

Tysk politiker og forfatter. Tysklands økonomi- og klimaminister samt vicekansler siden valget i 2021. Har tidligere delt formandsposten for partiet De Grønne sammen med Annalena Baerbock. Habeck er ph.d. i litteratur og filosofi fra Hamborg Universitet, og har som skønlitterær forfatter skrevet romaner og børnebøger sammen med sin hustru, forfatter Andrea Paluch. 

Lykke Friis

Direktør for tænketanken Europa, cand.scient.pol., ph.d. i statskundskab, Master i European Studies fra London School of Economics og forfatter. Friis er tidligere klimaminister og prorektor for Københavns Universitet, og har i årevis været kommentator i forskellige medier når det gælder EU’s globale placering.

DM&MA er samarbejdspartner og sponsor for Students Only!

Modtag nyt fra Den Sorte Diamant

I vores nyhedsbrev fortæller vi om nye arrangementer og kommende højdepunkter, som du ikke vil misse! Nyhedsbrevet udkommer ca. 2 gange månedligt.
Læsende til læsesalon
Kl.:
Talkscene, Andet

Læsesalon 1:4

Ssshhh... nu er det læsetid. Så sluk telefonen, find din bedste bog frem og nyd en rolig stund til litterær fordybelse i bibliotekets smukkeste omgivelser, Gammel Læsesal.

Den Sorte Diamant, Gammel Læsesal