Fotografi af Martin Breum
Afholdt

Foto: Klaus Holsting

Pre-talk: Martin Breum om Grønland i dag

KUN FOR DIAMANTKLUBBEN - Arktis-kenderen Martin Breum fortæller om Grønland som en del af Arktis og de litterære stemmer som en del af samfundet.

I Danmark er vi blevet  opmærksomme på Grønland som aldrig før. Klimakrisen trænger sig på, og gletsjere smelter for øjnene af grønlænderne. Putins krig i Ukraine øger spændingen i hele Arktis - og Grønland befinder sig strategisk midt i en ny og foranderlig virkelighed. Den tidligere amerikanske præsident foreslog i 2019 at købe hele landet og de 57.000 mennesker, der bor der. I Netflix-serien Borgen blev Grønland og den svære relation til Danmark i 2022 bragt i fokus ugentligt for mere end en halv million seere. Størstedelen af grønlænderne støtter idéen om Grønland som uafhængig stat og et udkast til en grønlandsk forfatning ventes inden længe.

Det er dén komplekse politiske udvikling, som en af Danmarks førende Arktis-kendere , Martin Breum, vil belyse i denne talk, inden den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen går på International Forfatterscene i Dronningesalen. Det bliver en rammesætning af den politiske virkelighed, som Korneliussen skriver fra i sine prisvindende romaner. 

Hvad nu hvis Grønland river sig løs?

Martin Breum har skrevet flere bøger om udviklingen i Grønland, bl.a. Grønland og den amerikanske forbindelse og Hvis Grønland river sig løs, hvor han søger svar på de spørgsmål, der også plager mange danskere: Hvorfor er det så smertefuldt for mange danskere at forestille sig en fremtid, hvor rigsfællesskabet med Grønland er opløst? Hvad sker der, hvis 98 procent af kongerigets territorium løsrives og bliver en uafhængig nation? Hvad vil det betyde for vores tanker om os selv, og hvor vi kommer fra? Martin Breum interviewede Niviaq Korneliussen til bogen Hvis Grønland river sig løs, hvor han forklarede, hvordan hun bliver fremstillet som en ledestjerne for mange i Grønland og hvordan hendes bøger placerer hende midt i den ophedede danske og grønlandske debat om selvmord, stolthed, ungdom, identitet og selvstændighed.

Medvirkende

Martin Breum

Martin Breum er en af Danmarks førende iagttagere af udviklingen i Arktis. Han har skrevet flere bøger om Arktis og rigsfællesskabet. Breum har tidligere været dybt involveret i Det Kgl. Biblioteks talkserie Arctic Imagination, der belyser Arktis som et globalt og historisk symbol, et mytologisk, inspirerende landskab og et stadig mere aktuelt geopolitisk fænomen.

Læs mere om International Forfatterscene med Niviaq Korneliussen her

Modtag nyt fra Den Sorte Diamant

I vores nyhedsbrev fortæller vi om nye arrangementer og kommende højdepunkter, som du ikke vil misse! Nyhedsbrevet udkommer ca. 2 gange månedligt.

Oplev også