Mellem linjerne - Musikhistoriens skjulte følelser på den store scene
Det Kgl. Bibliotek og LGBT+ Danmark hylder den frie kærlighed med en koncert dedikeret til musikhistoriens skjulte følelser.
Program
Franz Schubert (1797-1828): Im Frühling (tekst: Ernst Schulze) (1826)
Ethel Smyth (1858-1944): Possesion (tekst: Ethel Carnie Holdsworth) (1913)
Henriëtte Bosmans (1895-1952): Ariëtta (1917)
Pauline Hall (1890-1969): Veslemøy (tekst: Arne Garborg fra Haugtussa) (1912)
Francis Poulenc (1899-1963): Violinsonate (1942-1943)
Pause
John Cage (1912-1992): Dream (1948)
Franz Schubert: Ganymed (tekst: J. W. von Goethe) (1817)
Richard Strauss (1864-1949): Die Georgine (tekst: Hermann von Gilm) (1885)
Edvard Grieg (1843-1907): Elsk (tekst: Arne Garborg fra Haugtussa) (1895)
Samuel Barber (1919-1981): I Hear an Army (tekst: James Joyce) (1939)
Richard Strauss: Cäcilie (tekst. Heinrich Hart) (1894)
Mark Simpson (1988-): An Essay of Love (2020)
William Bolcom (1938-): George (tekst: Arnold Weinstein) (1978)
Velkommen til en anderledes koncert om de mere skjulte fortællinger i vores fælles historie. Gennem musik og tekst vil du på denne aften møde en række LGBTQ+-personer, der på forskellig vis navigerede mellem synlighed og usynlighed. Der vil bl.a. blive læst tekster op, hvor personerne udtrykker sig mellem linjerne, og andre gange enormt direkte. Men hvordan kan vi fortælle deres historier? Dette er et indblik i disse personers liv, forhold og prøvelser i en tid, hvor deres følelser og identiteter ansås som forbudte.
Den skjulte kærlighed
Musikhistorien er fyldt med mænd og kvinder, der elsker hinanden! Men kigger man efter, har musikken også været et middel til at udtrykke kærlighed mand og mand eller kvinde og kvinde imellem. Ofte mere diskret og implicit, da andre typer kærlighed og køn har været i konflikt med samfundets normer.
På denne aften hylder vi kærligheden, både den som kan findes mellem linjerne og på linjerne, og vi hylder den musik, der har været et middel for at udtrykke den. Aftenens program fejrer mangfoldigheden, og sætter fokus på komponister og tekstforfattere, som på den ene eller anden måde har levet uden for eller i konflikt med samfundets normer, når det kommer til køn og kærlighed.
Et alsidigt musikprogram
“I would like to measure my breath in relation to the air between us.” Sådan skrev komponisten John Cage i 1944 i et kærlighedsbrev til danseren og koreografen Merce Cunningham, som skulle blive hans store kærlighed og partner helt ind til Cages død i 1992.
Musikken spænder fra John Cage, Dame Ethel Smyth, Franz Schubert og den norske komponist Pauline Hall, der, sammen med sin partner Caro Olden, var en af de første i Norge, der levede åbent i et homoseksuelt forhold. Programmet består af både instrumentalværker, viser og kabaret fremført af pianist Kristoffer Hyldig, violinist Bogdan Božović og sangerne Brit-Tone Müllertz og Martin Hatlo.
Værkerne handler både om kærlighed, længsel, begær, om det at være alene eller udenfor – og om at holde sammen som en hær.
Breve, digte og dagbogsnotater perspektiverer musikprogrammet
Koncerten giver også et blik ind i komponisternes liv og livsanskuelser. Der findes nemlig både breve, digte og dagsbogsnotater, som fortæller om deres samtid, følelser og tanker. Skuespiller Sandra Yi Sencindiver læser udvalgte tekststykker op, som knytter sig til musikken, komponisterne og deres tid. Teksterne beretter om liv, der er levet, på både godt og ondt. Jesper Egelund, som er programansvarlig for musik i Det Kgl. Bibliotek, vil rammesætte værkerne og komponisterne i deres musikhistoriske kontekst.
Medvirkende
Brit-Tone Müllertz, sopran
Den dansk/norske sopran Brit-Tone debuterede som Wagner-sangerinde i Nibelungens Ring fra 2013 til 2015 på Landestheater Linz i Østrig, og siden er det blevet til flere roller i både Richard Wagners og Richard Strauss’ operaer. Som koncertsangerinde har hun bl.a. sunget Wagners Wesendoncklieder og Gustav Mahlers Rückertlieder i DR Koncerthuset.
Martin Hatlo, basbaryton
Den norske baryton har sunget roller som Don Alfonso i Mozarts Così fan tutte, Bartolo i Barberen i Sevilla og Donald i Brittens Billy Budd. Hatlo beskæftiger sig også med lieder og det skandinaviske romantiske repertoire, og fremfører jævnligt værker som Schuberts Die Winterreise og Griegs Vinjesangene. Senest har han medvirket i Nasjonaloperaen i Oslos uropførelse af Missy Mazzolis værk The Listeners og sunget rollen som The North Wind i Jonathans Doves eventyropera The Enchanted Pig på Det Kgl. Teater i København.
Bogdan Božović, violin
Den serbiske violinist Bogdan Božović har en alsidig international karriere som både solist, kammermusiker og koncertmester, og har, som en del af ensemblet Vienna Piano Trio fra 2012-2015, turneret i Europa, Amerika og Asien og optrådt på nogle af de mest prestigefyldte kammermusikscener, herunder Wigmore Hall i London, Concertgebouw Amsterdam, og Konzerthaus Wien.
Kristoffer Hyldig, klaver
Kristoffer Hyldig er pianist og medskaber af koncerten Mellem linjerne. Hyldig høres jævnligt både som solist, kammermusiker og akkompagnatør. Aktuelt udgav han i foråret 2023 Olivier Messians 20 klaverstykker under titlen Vingt regards sur l’enfant-jesus, der har resulteret i en sand ”regn” af positiv kritik
Sandra Yi Sencindiver, oplæsning
Dansk/amerikansk/koreanske Sandra Yi Sencindiver er skuespiller, instruktør m.m., både på teater og TV, bl.a. som skuespiller i serierne Forbrydelsen, DNA og som Enjoiner Rue i serien Foundation på Apple TV+. Hun er desuden en af kræfterne bag kampagnen Et Større Billede, hvis formål det er at skabe mere mangfoldighed i den danske film- og tv-branche.
I samarbejde med
Koncerten er skabt i samarbejde med pianisten Kristoffer Hyldig og LGBT+ Danmark, som i år fejrer deres 75 års jubilæum for kampen for at kunne leve åbent som minoritet inden for køn og kærlighed for alvor at komme på den offentlige dagsorden med grundlæggelsen af Forbundet af 1948, der i dag hedder LGBT+ Danmark.