International Forfatterscene: Michael Cunningham (US)
Forfatteren til "The Hours", Michael Cunningham, er efter ni års ventetid tilbage med romanen "Dag". Oplev ham i Den Sorte Diamant til årets sidste International Forfatterscene.
Arrangementet er aflyst
Arrangementet er desværre aflyst på grund af sygdom.
Billetkøbere har fået direkte besked.
Den amerikanske forfatter Michael Cunningham er en af de største og mest hyldede stilister i amerikansk litteratur. Han er kendt for sin fremragende evne til at stille helt skarpt på moderne familier. Og fik sit gennembrud med den Pulitzerprisbelønnede roman Timerne i 1998, som siden blev filmatiseret med Meryl Streep, Julianne Moore og Nicole Kidman i hovedrollerne. Sidste år genskabte den norske dramatiker og forfatter Eline Arbo værket i en scenisk version med et drømmehold af danske skuespillere og stykket blev opført i Skuespilhuset for fulde sale.
Bogsignering efter arrangementet
Efter arrangementet kan du møde forfatteren til en bogsignering i Diamantens butik, hvor du også kan købe forfatterens bøger. Du er også velkommen til at medbringe bøger hjemmefra til signeringen.
Aktuel med første roman i ni år
Cunningham, som er en kendt LGBT+ forfatter, vil i Dronningesalen fortælle om sin nyeste roman DAG, som han har formået at fængsle både læsere og publikum med. Efter ni års ventetid, er han nemlig tilbage med denne nye roman, som er blevet rost til skyerne både i international og dansk presse. I Politiken blev værket hyldet med disse ord: ” Michael Cunningham går tæt på dynamikkerne i en regnbuefamilie, hvor alle, også heteroseksuelle Dan, har et crush på Robbie, der er homo (…) I smukt oversatte ’Dag’ får Cunningham liv og død til at smelte sammen i en fremragende moderne familiefortælling, der får farve af SoMe-livet på nettet, men også af den flodbølge af død, som pandemien afstedkom”
Hvad er meningen med en familie?
Dag er et trekantsdrama i tre dele, som hver foregår den 5. april, den første i 2019 om morgenen, den anden i 2020 om eftermiddagen, og den tredje i 2021 om aftenen. Inden for den enkle struktur udfolder der sig en kompleks tematik. Et trekantsdrama, hvor alle forsøger at udforske og undersøge grænserne for, hvad meningen er med en familie, hvilket i årene omkring corona bliver endnu mere komplekst, end det i forvejen var. Dels fordi man kom meget tæt på hinanden i de fysisk afgrænsede rum. Dels fordi så mange mennesker i USA omkom af den farlige virus.
Medvirkende
Michael Cunningham