International Forfatterscene: Jenny Erpenbeck (DE)
Oplev den prisbelønnede forfatter Jenny Erpenbeck til en samtale om magt og kærlighed under DDR-regimets endegyldige kollaps.
”At muren kunne falde var på en eller anden måde uden for det tænkelige. Og når der så sker noget så vanvittigt, ved man i begyndelsen ikke, hvor det bærer hen. Vi troede, vi havde en masse muligheder, at vi var frie.”
- Jenny Erpenbeck
For mange repræsenterede Berlinmurens fald i 1989 en frisættelse for østtyskerne. Med sin bestseller Kairos undersøger Erpenbeck Berlinmurens fald som et regimes kollaps såvel som et kollaps for en befolknings identitets- og tilhørsfølelse.
Øjeblikket som smuldrende tid
Som barn af DDR-tiden fylder regimet meget i Erpenbecks forfatterskab. Kairos er en storslået og raffineret roman fra DDR-tidens Berlin skrevet af en af Tysklands store nutidige forfattere. Det er en fortælling om altopslugende kærlighed og et regime i opløsning – og om et enkelt øjeblik, der forandrer alt. I Kairos udspiller historien om en ung kvindes forhold til en ældre, gift mand i Østberlin sig parallelt med, at DDR smuldrer frem til den endelige opløsning i 1989.
Med Kairos er Jenny Erpenbeck braget ind på bestsellerlisterne. Denne aften kan du møde Jenny Erpenbeck til en samtale om, hvordan menneskelivet udfolder sig i politiske brydningstider, og hvordan kærlighed og samfund kan falde samme fald med historiens udvikling.
”Det kunne have været en historie om en ældre mands misbrug af en yngre kvinde. Det er det ikke; Erpenbeck giver os både Katharinas og Hans’ perspektiv. Det kunne have været en nostalgisk idealisering af DDR. Det er det heller ikke; romanen er ikke blind for det fejlslagne ved kommuniststaten, men den anerkender ikke den vestlige kapitalisme som forløsningen, og på romankunstens vis lader den os lugte, smage, sanse en livsverden, som gik tabt med Murens fald.”
Medvirkende
Jenny Erpenbeck
Jenny Erpenbeck er en af Tysklands største nulevende forfattere, som ved siden af sit skrive også har instrueret teaterstykker og operaer. I 2024 vandt hun Den Internationale Bookerpris for romanen Kairos, som juryen begrundende med at være ”en smuk og ubehagelig, personlig og politisk bog”
International forfatterscene