Billede fra Butja, Ukarine efter krigens udbrud
Afholdt
Butja, Ukraine i sommeren 2022

Foto: Asger Ladefoged

I krigens skygge II: Nye bud på krigsfotografi i Danmark

I anledning af udstillingen Årets Pressefoto på Det Kgl. Bibliotek arrangerer Nordic Humanities Center to tirsdagssamtaler med danske fotografer om krig og fotografi.

Udstillingen ”Årets Pressefotografi” hylder fotografi fra det forgangne år. I februar 2022 er det tre år siden, Rusland angreb Ukraine, og ’fuldskalakrigen’ begyndte. Hvordan får man visuel opmærksomhed i dag om en krig, der har varet over tre år i et medielandskab, hvor alle kæmper om opmærksomheden?  

Genren ’krigsfotografi’ har eksisteret stort set siden fotografiets fødsel, men især med opfindelsen af mobile, lysfølsomme småkameraer i 1930’erne begyndte genren at finde den form, vi kender i dag: At fotografen enten nærmest er en deltager midt på slagmarken eller skildrer krigens menneskelige konsekvenser umiddelbart efter.  

Men kan man forsøge at skildre krig på en anden måde end dette klassiske ’krigsfotografi’, og hvordan kan man det? Bliver fotografiet til noget andet end pressefotografi, hvis det sprænger genrens rammer, og kan dokumentar- og kunstfotografiets ofte mere eksperimenterende sprog komme med nye bud på ’krigsfotografi’?

I stigende grad siden februar 2022 er vi samtidig i Danmark begyndt at se os selv som et land ’i krigens skygge’: Alle kender nu til ordet ’prepping’, statsministerens nytårstale var fuld af alvorsord, og ordet ’krigsskat’ er kommet på den politiske dagsorden. Hvis statsministeren kalder på øget bevidsthed om, at vi lever i en ny krigstruende tilstand, hvordan kan fotografiet så vise og formidle denne ’nye’ tilstand herhjemme i Danmark? Hvordan fotograferer man krigens implikationer, når de ikke rigtigt er synlige herhjemme? Kan man fotografere cyberkrig? Skal fotografiet informere, appellere til følelser, skabe refleksion og erkendelse – eller det hele på én gang? Hvordan kan fotografiet anvendes til at formidle, hvad det vil sige at leve ’i krigens skygge’?

I denne panelsamtale om krigsfotografi som genre og om nye bud på genren deltager fotojournalist på Berlingske Asger Ladefoged, der har dækket krigen i Ukraine flere gange siden 2016 og også har dækket krigen mod Islamisk Stat fra både Syrien og Irak; Anders Birger, dokumentarfotograf og underviser med fokus på samfundsmæssige problemstillinger og nye måder at bruge fotografiet på. Han har dokumenteret konflikter i Syrien, Kurdistan og Thailand og for tiden arbejder han på projektet For Clara, der undersøger europæisk identitet og migration, blandt andet langs den russisk-europæiske grænse.  Professor i fotografistudier fra Københavns Universitet og Nordic Humanities Center Mette Sandbye vil moderere samtalen. 

Butja, Ukraine, marts 2022 og fem måneder senere.

Foto: Asger Ladefoged

1 / 2
Butja, Ukraine, marts 2022 og fem måneder senere.

Foto: Asger Ladefoged

2 / 2

Medvirkende

Asger Ladefoged

Har de sidste 10 år været fastansat fotojournalist på Berlingske. Uddannet fotojournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og San Francisco State University. Dækkede første gang krigen i Ukraine i 2016 og har siden besøgt landet tre gange efter den fulde invasion i februar 2022. Derudover har han dækket krigen mod Islamisk Stat fra både Syrien og Irak.

Anders Birger

Socialt engageret dokumentarfotograf og underviser med fokus på samfundsmæssige problemstillinger og nye måder at bruge fotografiet på. Uddannet fotojournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har kandidatgrader fra henholdsvis London College of Communication (LCC) og Royal Academy of the Arts, The Hague. Han har dokumenteret konflikter i Syrien, Kurdistan og Thailand, og for tiden arbejder han på projektet For Clara, der undersøger europæisk identitet og migration, blandt andet langs den russisk-europæiske grænse. Udover at arbejde på sine egne projekter underviser han på LCC og på Krogerup Højskole.

Mette Sandbye

professor i fotografistudier ved Københavns Universitet og i 2025 tilknyttet forskningsprojektet ”I Krigens Skygge. Danmark, Norden og geopolitikkens genkomst” i regi af Nordic Humanities Center (KU/SDU).

Arrangementet er arrangeret i samarbejde mellem Nordic Humanities Center og Det Kgl. Bibliotek.

Oplev også

Modtag nyt fra Den Sorte Diamant

I vores nyhedsbrev fortæller vi om nye arrangementer og kommende højdepunkter, som du ikke vil misse! Nyhedsbrevet udkommer ca. 2 gange månedligt.