Foto Talks: Ismar Čirkinagić og Per Bak Jensen om To Rum
Hør kunstnerne Ismar Čirkinagić og Per Bak Jensen tale med moderator Tijana Mišković om krigens væsen og de spor, den sætter i civilisationer og kulturer med afsæt i udstillingen 'To Rum'.
Med krigen i Ukraine er billeder af krig og mennesker på flugt igen blevet en del af vores hverdag og vores medieflade. Hvordan krigen præsenteres for os, i bl.a. billeder, er essentielt for, hvordan vi oplever krigens væsen, hvordan den udfordrer vores etik, og hvordan den vækker vores empati.
Som ph.d.-stipendiat Tijana Mišković, der har kurateret den aktuelle udstilling på SMK Forbindelser — danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien, skriver ifm. udstillingen:
“I en tid præget af landflygtighed er det vigtigt at sætte fokus på de forbindelser, der opstår mellem forskellige lande og kulturer. Kunst kan skabe meningsfulde forbindelser på tværs af den kløft, som migrationen har skabt.”
Krigens spor
Talken tager udgangspunkt i udstilling To Rum i Den Sorte Diamant; en udstilling, der undersøger krigen som et fænomen, der kan betragtes både indefra og udefra.
Kunsten forholder sig altså ikke nødvendigvis direkte til krig, men også alle de kræfter, som krigen sætter i spil, som tid, forgængelighed, spiritualitet og religion. Dermed bliver udstillingen, som de to kunstnere vil tale om, et rum, hvor man kan tænke over de konsekvenser, som krigen altid medfører.
Medvirkende
Ismar Čirkinagić
Ismar Čirkinagić (f. 1973) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2000-2006. Čirkinagić er født i Prijedor, Bosnien-Herzegovina, men flygtede i 1992 fra krigen i Bosnien til Danmark. Erindring og sociopolitiske forhold er gennemgående tematikker i hans praksis. Han har udstillet på bl.a. Metropolitan Arts Centre, Belfast (2016), The Meštrović Pavilion, Zagreb (2021) og Liverpool Biennial (2012) samt på flere museer og kunsthaller i Danmark, herunder Aros, SMK, Arken, Nikolaj Kunsthal, Kunsthal Charlottenborg, Kunstmuseum Brandts, Kunsthal Aarhus, Sorø Kunstmuseum, HEART og Esbjerg Kunstmuseum.
Per Bak Jensen
Per Bak Jensen (f. 1949) var i perioden 1986-2009 lektor i fotografi ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han forsøger at indfange en form for tidsløshed i sine billeder uden brug af manipulation og har inspireret flere generationer af fotokunstnere i Skandinavien. Hans værker er præsenteret internationalt i samlinger hos MoMA, New York, Moderna Museet, Stockholm og Bibliothèque nationale, Paris, samt i Danmark på ARKEN Museum for Moderne Kunst, Louisiana Museum for Moderne Kunst, Sorø Kunstmuseum og Det Kgl. Bibliotek, Den Nationale Fotosamling.
Tijana Mišković
Tijana Mišković (f. 1982) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi med en MA i kunst og teori og har siden 2008 kurateret udstillinger i Danmark og internationalt. I øjeblikket er hun ph.d.-stipendiat ved SMK og Københavns Universitet, hvor hun i sin forskning fokuserer på værker af danske samtidskunstnere fra det tidligere Jugoslavien. Som den praktiske del af sit ph.d.-projekt kuraterer hun i efteråret 2022 udstillingen Forbindelser — danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien på SMK samt et seminar, som udforsker forholdet mellem kuratering og forskning.
Læs mere om udstillingen TO RUM
TO RUM
Dialog om krigens væsen er det centrale omdrejningspunkt for forårets særudstilling i Den Sorte Diamant med Ismar Čirkinagić og Per Bak Jensen.