Billede af lysinstallation til Copenhagen Light Festival
Afholdt
Billede af lysinstallationen Shine on, You Crazy Coral

Foto: Anders Nydam

Copenhagen Light Festival i Den Sorte Diamant

Koraller i vandet og spiraler i Atriet – under den årligt tilbagevendende lysfestival kan du opleve to lysende kunstværker i Den Sorte Diamant 2.-25. februar 2024.

I forbindelse med lysfestivalen Copenhagen Light Festival vil du i februar kunne nyde to smukke lysværker i og uden for Den Sorte Diamant. Fascinerende koraller vil lyse i vandet ved kajen, og lysende spiraler vil svæve i Atriet.

Læs mere om værkerne nedenfor.

corkscrew.png

Corkscrew

Lyskunstværket Corkscrew af Frederik Hougs og Erik Lindkvist Thomsen inviterer os til at deltage i en visuel meditation over tid og rum. Fem fritsvævende spiralformerede figurer skaber en dynamisk fortælling i en poetisk dans.

Spiralens form tager udgangspunkt i cirklens fuldkommenhed i syntese med retningens foranderlighed. Spiralen bliver et visuelt symbol på dualiteten mellem gentagelse og forandring, en udforskning af rummet mellem tryghed ved det konstante og spændingen ved det uforudsigelige.

Spørgsmålet rejser sig: Skal vores opfattelse af verden forstås som en endeløs række af gentagelser, eller ser vi i stedet skønheden i det omskiftelige, når vi strækker os mod det uendelige?
 

coraller_cphlight_fotocredit-anders-nydam.jpeg

Shine on, You Crazy Coral

Hvorfor lyser koraller op? Det er et af oceanets smukkeste og mest iøjnefaldende mysterier. Shine on, You Crazy Coral af kunstnerstudio Visual Science inviterer publikum til at opleve et af naturens mest forunderlige lysfænomener: fluorescerende koraller.

De nylige sammenbrud i flere af verdens koraløkosystemer er en katastrofe, der helt utvetydigt hænger sammen med global opvarmning. Forskere har undersøgt, hvorfor forskellige koralarter er selvlysende, og de mener nu, at et af fænomenets formål er at forsvare korallerne mod skadelige solstråler og stigende havtemperaturer. I denne installation ser vi koralvæsner i en lysende koreografi, der handler om deres egen overlevelse.

Shine on, You Crazy Coral er et tæt samarbejde mellem visuel kunstner Maja Friis og koralforsker Elena Bollati v/ Prof. Michael Kühls laboratorium, Biologisk Institut, Københavns Universitet.

Om Copenhagen Light Festival

Copenhagen Light Festival er en årligt tilbagevendende festival for lys, der transformerer det stille og kolde vintermørke til en særlig fejring af lyskunst, lysdesign og lysende oplevelser midt i København. Festivalen løber af stablen 2.-25. februar 2024, og alle værker er gratis at opleve.   

Læs mere om festivalen.

Modtag nyt fra Den Sorte Diamant

I vores nyhedsbrev fortæller vi om nye arrangementer og kommende højdepunkter, som du ikke vil misse! Nyhedsbrevet udkommer ca. 2 gange månedligt.
Årets Pressefoto 2023
Ikke i salg endnu
Fra:
Udstilling

Årets Pressefoto 2024

Oplev udstillingen Årets Pressefoto, der præsenterer dramatiske, morsomme og mindeværdige øjeblikke fra 2024 – fanget af nogen af landets dygtigste pressefotografer.

Den Sorte Diamant, Udstilling