Brevforestilling: Rejsen
Oplev enestående, oplevelseshungrende og hjemveende rejsebreve fra den skandinaviske kulturhistories vigtigste kulturpersoner blive vakt til live af en række fantastiske skuespillere.
“Min egen Ven. Hvorfor jeg just idag begynder at skrive til Dem, naar De dog i saa lang Tid har svoret mig ned i det hedeste Helvede, fordi jeg aldrig skrev en Linje? Jeg havde hele Tiden bestemt, at jeg vilde skrive til Dem idag – naar det hele Hurlumhej endelig var forbi og ‘Rejsen’ begyndt.”
Sådan skriver Herman Bang 6. januar 1912 i et brev og sætter dermed blæk til papir på lige det, som efterårets brevforestilling handler om: Rejsen. Oplev en række fantastiske skuespillere præsentere, læse op og vække en række eventyrlystne, hjemveende, smukke, sjove, rørende, forfærdende og dybt personlige breve fra Det Kgl. Biblioteks samling til live. Det hele er sat ind i en musikalsk ramme, som sender os ud i verden.
Bemærk
En del historiske breve inkluderer sprogbrug, som anses for at være stødende eller nedsættende. Brevene fremføres som historiske vidnesbyrd med deres oprindelige ordlyd.
Historiske breve fra nær og fjern
Hør breve fra blandt andre Søren Kierkegaard, som beretter om sin første rejse til Berlin, hvor han lever med ”en overordentlig præcision” og lader sit vand præcis klokken ti i en bestemt krog i byen.
Eller filmstjernen Asta Nielsen på turistklasse til Malaga. Du kan også høre Ingeborg Stuckenbergs desperate brev til sin søster skrevet fra Australien nogle måneder inden hun begår selvmord langt fra Danmark.
Med rejsen som tema får vi et unikt indblik i historiske forhold fra nær og fjern gennem enkeltpersoners mest private korrespondancer. Det eksemplificerer 1700-tals lægen Paul Iserts rystende rejseberetning ombord på et slaveskib på vej mod det gamle Dansk Vestindien. Det bliver en aften, hvor vi rejser til lands, til vands og i luften – og gennem tid. Til fremmede byer og på tværs af landegrænser gennem ord fra nogle af de mest markante skikkelser i Nordens historie.
Hele brevforestillingen er indrammet musikalsk af sangerinden Katinka, som udover at være solist også er sangskriver, komponist og forfatter.
Medvirkende skuespillere:
Du kan blandt andre høre Andreas Jebro, Laura Müller, Mikkel Arndt, Helle Fagralid og Sarah Juel Werner fremføre breve. Sangerinden Katinka indrammer aftenen musikalsk.
En del af Breve i Diamanten
Det Kgl. Bibliotek rummer en samling på over to millioner af breve fra store personligheder, kunstnere og forfattere.
Arrangementet er en del af serien Breve i Diamanten, hvor vi vækker Det Kgl. Biblioteks store brevsamlinger til live gennem brevskrivningskoncerter og tematiserede brevforestillinger.