Det Kreative Bibliotek: Masker
Lav din egen maske med Det Kreative Bibliotek.
Tag dine søskende, venner og voksne med til kreativ hygge i Den Sorte Diamants værksted – Det Kreative Bibliotek. Ved workshoppen kan I lave jeres egne kunstværker sammen med billedkunstner Ann Louise Andersen. Vi har været i bibliotekets arkiver og fundet flotte og fascinerende gamle sager frem, som vi bliver inspireret af og arbejder ud fra. Alle workshops er drop-in arrangementer, og det tager ca. 1 time at deltage, men bliv gerne længere. Så gør din indre kunstner klar og kom forbi.
Denne gang kan du klippe, lime og bygge sjove masker i det kreative værksted. Maskerne laver vi i materialet mosgummi, og du bestemmer selv farven, formen og humøret på din maske. Bliv inspireret af billeder fra bibliotekets samlinger, som vi laver vores masker ud fra.