Stemningbillede fra Bibliotekshaven LIVE 2022
Afholdt
Stemning fra Bibliotekshaven LIVE 2022

Foto: Malthe Ivarsson

Bibliotekshaven LIVE 1:4 - Lone Hørslev, Anna Neye, Thure Lindhardt og August Høyen

Vi fejrer, fortolker og fantaserer om alle de landskaber, der omgiver os, under åben sensommerhimmel i den historiske Bibliotekshave med musik, statements og ny poesi.

Thure Lindhardt

Foto: Robin Skjoldborg

1 / 4
August Høyen

Foto: Niklas Adrian Vindelev

2 / 4
Lone Hørslev

Foto: Les Kaner

3 / 4

Foto: Anna Neye

4 / 4

Det Kgl. Biblioteks succesfulde sommerscene Bibliotekshaven LIVE vender tilbage med masser af musik, poesi og performance.

Over fire sensommer-torsdage fra slut august til start september kan du under åben himmel og i historiske rammer møde skuespillere, digtere, talere og musikere. Baren er åben og vi serverer en lækkerbisken af uimodståelige, tankevækkende optrædener.     

I den allerførste udgave af Det Kgl. Biblioteks sommerscene, Bibliotekshaven LIVE, vil vi med musik, performance, lyrik og polemiske taler udfolde årets tema: Landskab. Igen i år har biblioteket taget initiativ til at få skrevet ny dansk lyrik som respons til vores virkelighed nu og her. 

Du vil midt i haven mellem Det Kgl. Bibliotek og Christiansborg, kulturarvens og magtens bastioner, kunne opleve den unge sangskriver August Høyen, en tale fra skuespiller og manuskriptforfatter Anna Neye, skuespilleren Thure Lindhardt som vil fortolke digtet Alfabet af Inger Christensen, og uropførelsen af et nyt lyrisk værk af digteren Lone Hørslev.

Cafeens pop-up bar er åben, og du er velkommen til at tage dit eget picnic-tæppe eller campingstol med til at sidde på.

Bestil en picnicpose

395 kr. for mad og drikke til to.

Udlevering i caféens popup-bar i Bibliotekshaven.

Indhold

Snacks - sprøde chips & salte nødder

Salat med kylling, bagte tomater, fennikelcrudité, sprød salat, bulgur og rosmarinmayo toppet med vesterhavsost og karse

Hertil brød og smør.

Lidt sødt.

To flasker vand og en flaske hvidvin.

Servietter, glas, bestik med mere.

Bestilling

Bestil på info@madkartoteket.dk senest tre dage før arrangementet.

Betal via MobilePay 742603. Dette gælder som din endelige bestilling.

Medvirkende

August Høyen

“Hvert år er der én stemme på Spot, man har lyst til at putte i inderlommen og tage med hjem. I år hed den stille åbenbaring August Høyen. “, stod der i Politiken efter August Høyen havde spillet en fantastisk koncert på Spot Festival. Hans sange kendetegnes af deres poetiske tekster med skrøbelighed og nærvær, hvor netop samhørigheden mellem tekst og musik er det centrale fokus.

Lone Hørslev

Lone Hørslev er forfatter, sanger, sangskriver og digter. Hun har et alsidigt forfatterskab bag sig og hun har modtaget en række legater og priser, blandt andet Statens kunstfonds 3-årige stipendium og Michael Strunge-prisen. Hendes seneste digtsamling Alt er data (2018) er en helstøbt og musikalsk digtsamling om vores moderne liv i en gennemdigitaliseret verden.

Anna Neye

Anna Neye er skuespillerinde og manuskriptforfatter. Hun er uddannet fra Arts Educational School i London i 1995 og blev i 2005 færdiguddannet på manuskriptuddannelsen fra Den Danske Filmskole. Anna Neye har skrevet manuskript til flere tv-serier og radiodramatik. Hun var sammen med Lærke Winter med i det populære satireprogram, Normalerweize. 
Senest har hun være manuskriptforfatter og skuespiller i filmen Viften, en film der med lige dele alvor og absurd komik udfordrer danskernes hukommelsestab, når det handler om kolonihistorien.     

Thure Lindhardt

Thure Lindhardt blev i 1998 uddannet fra Skuespillerskolen ved Odenseteater og har gennem hans karriere haft betydelige roller i både danske og internationale film, tv-serier og teaterforestillinger.  Thure Lindhardt har modtaget adskillige priser for sit skuespil, heriblandt Reumerts Talentpris, Hartmann-Fondens Diplompris og Teaterpokalen.   

Arrangementet er en del af Golden Days Festival 2023

Golden Days er en kulturhistorisk festival, der med nysgerrighed og glimt i øjet tager historien, samtiden og det, der har formet og former os som mennesker og samfund under kærlig, kritisk og kreativ behandling. Hvert år i september behandler festivalen et nyt tema ud fra en række forskellige optikker, faglige discipliner og æstetiske afsæt. Årets tema er 'På landet'.

Arrangementet er støttet af:

Modtag nyt fra Den Sorte Diamant

I vores nyhedsbrev fortæller vi om nye arrangementer og kommende højdepunkter, som du ikke vil misse! Nyhedsbrevet udkommer ca. 2 gange månedligt.

Mere Bibliotekshaven LIVE