Overgangsordning for studerende, der benytter Det Kgl. Biblioteks Nota-service

Der etableres året ud en overgangsordning hos Det Kgl. Biblioteks Nota-service for studerende uden bevilling til specialpædagogisk støtte (SPS).

En bruger har Det Kgl. Biblioteks hjemmeside åben på en laptop

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Udgivet 28. marts 2025 | Opdateret 31. marts 2025

Overgangsordningen sikrer, at studerende med læsehandicap året ud fortsat kan få adgang til Nota-servicens studiesamling. Overgangsordningen vedrører den brugeradgangsbegrænsning på Nota-servicens studiesamling målrettet videregående uddannelser, som blev indført 24. februar 2025. 

Overgangsordningen betyder, at studerende uden SPS-bevilling og studerende på videregående uddannelser, der ikke er omfattet af SPS-ordningen, fortsat kan få adgang til studiesamlingen på de samme vilkår, som inden brugerbegrænsningen blev indført. 

Overgangsordningen vil gælde frem til 31. december 2025.

Det Kgl. Biblioteks Nota-service

Det Kgl. Biblioteks Nota-service er det nationale, landsdækkende bibliotek for blinde, svagsynede, ordblinde og andre, der på grund af funktionsnedsættelse er ude af stand til at læse trykt tekst. 

Nota-service producerer og formidler bl.a. bøger, tidsskrifter, aviser, pjecer og noder på lyd, punkt og i elektronisk form og fungerer som overcentral for folkebibliotekernes lydbogsudlån. 

Nota-service leverer derudover specialpædagogisk støtte i form af særligt tilrettelagte studiematerialer til ordblinde elever i grundskolen og til studerende med syns- og læsehandicap på ungdoms- og videregående uddannelser efter aftale med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.