Ny oversigt over scenekunstsamlinger

Er du interesseret i scenekunst? Vi har udgivet en ny oversigt over samlinger i hele Norden.

Seniorforsker Anna Lawaetz viser bogen "Performing Arts Collections in the Nordic Countries" frem.

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Udgivet 14. juni 2024 | Opdateret 30. august 2024

For første gang er der udkommet en oversigt over scenekunstsamlinger i Norden på engelsk. Det er Det Kgl. Bibliotek og Center for Nordisk Teaterdokumentation, der står bag udgivelsen. 

I bogen finder man et register over arkiver, biblioteker, museer, teatre og institutioner, der har scenekunstmaterialer i deres samlinger såvel som en overordnet beskrivelse af hvad samlingerne indeholder. Tidligere er oversigten, der i daglig tale går under titlen Blå Boken, blevet udgivet på fællesnordiske sprog. 

”Vi oplever i disse år en stor international interesse for nordisk teater- og film, og derfor ønsker vi med denne udgivelse at gøre placeringen af de dokumenter og materialer, der beskriver scenekunstens historie i Norden synlige for en større offentlighed” fortæller redaktøren bag, seniorforsker ved Det Kgl. Bibliotek Anna Lawaetz. 

Derudover er beskrivelser af scenekunstsamlinger i både Grønland og Færøernes medtaget for første gang i de 40 år bogen er udkommet. 

Hvis man derfor savner inspiration til en sommer i teaterarkiverne i Norden, er oversigten en oplagt kilde.