65.000 fotos af kunst digitaliseret

Bent Petersen (1939-2011) knipsede løs med sit kamera ved ferniseringer, happenings og udstillinger, for ham var kunsten livet, det kan man se på hans mange fotos af kunst, som vi har digitaliseret.

En diasskinne er trukket ud

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Udgivet 22. april 2024 | Opdateret 09. september 2024

Kunstsamler og forlægger Bent Petersens diassamling er kommet online i Digitale samlinger. Det drejer sig om cirka 65.600 dias primært af dansk kunst og kunstliv fra begyndelsen af 1970’erne til slutningen af 1980’erne. Bent Petersen fotograferede nærmest alt, hvad han så af kunst, har man indtryk af. Det er en helt enestående samling, der giver et uvurderligt indblik i dansk kunst. 

Siden sommeren 2023 har vi arbejdet på at digitalisere den omfattende diassamling. Her er billeder af enkelte værker, af udstillingsophængninger, af ferniseringer, snapshots af situationer, performances og happenings. Med digitaliseringen sikrer vi, at diassamlingen ikke forgår, og at den bliver mere tilgængelig.

Fakta: Bent Petersen og kunsten

Bent Petersen, der døde i 2011, 72 år gammel, var et yderst kunstdedikeret menneske. Han var uddannet lærer, men i 1976 stiftede han (sammen med kollegaen Poul Henning Petersen og kunstneren Henrik Have) kunsttidsskriftet North Art Magazine og i tilknytning hertil også et udstillingssted i København. I 1990’erne overdrog Petersen sin omfattende diassamling til Kunstakademiets Bibliotek – der i dag indgår i Det Kgl. Bibliotek.